Strøtanker

Nogle billeder opstår hurtigt. Andre skal have lov til at vente. Jeg har lært, at et maleri ikke altid begynder som en idé, men ofte som noget mere uhåndgribeligt. En stemning. En spænding i kroppen. En farve, der bliver ved med at vende tilbage.

Når jeg arbejder, forsøger jeg ikke at kontrollere alt fra begyndelsen. Jeg prøver mere at lytte til det, der vil frem. Det betyder også, at processen nogle gange bliver rodet, langsom og uforudsigelig. Men det er ofte dér, det interessante opstår.

For mig skal et maleri kunne mere end at være pænt. Det skal kunne holde på en energi. Noget uroligt. Noget åbent. Noget, der ikke nødvendigvis kan forklares med det samme, men som alligevel kan mærkes.

Jeg tror, man kan se forskel på noget, der er lavet for at passe ind, og noget, der er lavet, fordi det måtte ud. Det sidste interesserer mig mest. Det er dér, et maleri får sit eget liv.