Om Susanne Lerke

Bare det at skrive de ord føles vildt. Der er noget særligt i at eje betegnelsen “billedkunstner”. Noget sårbart. Noget stort. Noget, der i mange år føltes uden for rækkevidde. Men det er det, jeg er. Og jeg øver mig stadig i at sige det højt, når folk spørger: “Hvad laver du så?”

En kreativitet, der altid har været der

I mange år var svaret jurist. Det var nemt. Alle kan placere en jurist i en kasse, og så taler man ud fra det. Sagen er bare den, at jeg aldrig har passet i dén kasse. Jeg har prøvet – mange gange – men jeg har ofte siddet på kontoret og ønsket, at jeg kunne finde den samme ro og glæde ved arbejdet, som jeg kunne se hos mine kollegaer. De satte ligesom bare ledningen i kontakten om morgenen og fortsatte uden koncentrationsbesvær eller flyve-tanker.

Og så er der mig.

Jeg kan blive opslugt af juridiske problemstillinger og forsvinde ind i en sag. Men oftest har det føltes uoverskueligt at sidde på den samme stol i 8-9 timer om dagen. Min krop og mit sind egner sig ikke til det. Jeg dagdrømmer, har popcornhjerne og en tankedimension, som ikke alle har. Det har jeg slået mig selv i hovedet med mange gange. Hvorfor kan jeg ikke bare stille mig tilfreds? Folk ville give deres halve arm for at få mit job.

Men det er det, jeg er.
Og jeg øver mig stadig i at sige det højt

Med tiden begyndte jeg at rumme det. At acceptere, at jeg ikke nødvendigvis skal passe ind i samfundets kasser – eller måske er det samfundets kasser, der ikke passer til mig. Jeg begyndte at arbejde med, at jeg ikke er forkert, men at jeg har en forpligtelse til at anerkende, at jeg skal arbejde på en anden måde. Og at det faktisk er helt okay. Derfor præsenterer jeg mig i dag som “jurist og billedkunstner”. Et sammensat arbejdsliv, som jeg trives i.

Jeg har altid været kreativ. Mine forældre har fortalt, at de aldrig helt vidste, hvad jeg nu havde fundet på, når de kom hjem fra arbejde – jeg har altid haft popcornhjernen. Tankerne om at skabe malerier har fulgt mig hele livet. Jeg har flere gange købt lærreder og maling og startet på noget, også som ung, hvor små værker hang på mit værelse. Men jeg lagde det altid væk igen.

Jeg følte mig ikke dygtig nok. Og jeg overvejede ikke et sekund, at man kunne blive kunstner – det lå simpelthen ikke inden for min horisont. Jeg er heller ikke opvokset i et kunstnerisk hjem, så det var ikke en naturlig vej. Alligevel vendte jeg tilbage til det igen og igen. Malede lidt. Stoppede. Startede igen.

Hver gang blev jeg ramt af følelsen af ikke at være god nok. Men tanken slap mig aldrig. Jeg begyndte i stedet at opsøge kunst, købe værker i det små og mærke, hvor meget det gjorde ved mig. Jeg er visuelt tænkende, og jeg mærker malerier dybt. Og stadig sad der en lille stemme og pippede: “Du kan godt. Du skal male.”

Den stemme voksede. Til sidst var det ikke længere en fugl, men en løve, der brølede: KOM NU I GANG.

At finde hjem i maleriet

Jeg tror på sjælskald og intuition. Og pludselig gik det op for mig – og ja, det er næsten absurd, hvor meget jeg havde kæmpet imod det – at det jo netop var det, der skete. Min sjæl kaldte, og min intuition guidede mig.

Jeg besluttede, at nu skulle det være. Jeg brugte tid på at undersøge lærreder, maling og udstyr – en klassisk undgåelsesstrategi: “Man kan ikke gå i gang, før man har det helt rigtige.” Men jeg gik i gang. Jeg anede ikke, hvad jeg lavede i starten, men stille og roligt begyndte noget at ske.

Mine malerier blev bedre. Jeg kunne udtrykke følelser, som jeg aldrig før havde kunnet sætte ord på. Tid og sted forsvandt, når jeg malede. Jeg begyndte at tænke i værker, farver og kompositioner hele tiden.

Og nu er jeg her. Som billedkunstner med eget atelier. Og jeg elsker det. Så hvis du har en sjæl, der kalder, så stop op og lyt. Lad være med at overhøre den i 30 år, som jeg gjorde.